Klubbens historie

Holbæk Taekwondo Klub har siden januar 2013 haft til huse i lokalerne Roedsvej 10, vi har fået rigtig god plads til både træning og det sociale liv i klubben.

I starten af 1970erne afholdte Holbæk Budo Skole en række kurser i forskellige former for kampsport. Man inviterede instruktører fra bl.a. Karate, Aikido og Ju-Jutsu.
Til et af disse kurser havde karate instruktøren meldt afbud, hvorpå Budo Skolen fik et tilbud om der kunne komme en instruktør i noget, de kaldte Koreansk Karate (Taekwondo) i stedet.

En af dem, der var på dette kursus var Mogens Christiansen, han blev fascineret af kurset, da han i forvejen var vild med disciplin, styrke, hurtighed og spark.
På et senere tidspunkt fik medlemmer af Budo Skolen, et tilbud om at komme på Taekwondo trænerkursus. Mogens tilmeldte sig med det samme, og den 30 marts 1974 tog han til Vejle på kursus.

Efter weekendens 9 timers træning, kunne han vende tilbage til Holbæk med en grad af 10. kup (gul snip). Derefter begyndte han stille og roligt at undervise nogle stykker på Budo-skolen.

I løbet af 1974 deltog Mogens i 9 gange weekend træning, og ellers alt hvad der havde med Taekwondo at gøre. Da Mogens var blevet gradueret 8. kup (orange bælte) den 12. juli 1974, kom formanden for Budo Skolen og sagde, at nu ville de gerne se hvad de havde givet penge ud til, og de regnede med at starte et hold i Koreansk Karate (Taekwondo). Mogens ville gerne vente til han var blevet 6. kup (blåt bælte), men der var ingen kære mor - det var bare med at komme i gang. Det hold, der blev oprettet, var stort, med ca. 40 elever.

På grund af interne problemer mellem Gunnar Sørensen, som var den første, der trænede Taekwondo i Danmark, og Dansk Judo Union, brød Taekwondo ud af unionen og stiftede Dansk Taekwondo Forbund den 21. januar 1975.

Som konsekvens af udmeldingen fik alle klubber, der var registeret i Dansk Judo Union, at vide, at de ikke måtte have nogen form for kontakt med Taekwondo-udøvere.
Mogens Christiansen spurgte sine elever om hvad de nu skulle gøre? De blev enige om at starte deres egen klub og sige farvel til de gamle kammerater fra Holbæk Budo Skole. Den 21. juli 1975 blev Holbæk Taekwondo Klub en realitet.

Vi er efter snart 50 år, en af de ældste klubber i landet, vi har gennem tiderne deltaget i et utal af stævner i Danmark, derudover har vi deltaget i europamesterskaber, verdensmesterskaber og OL.

 

Mogens Christiansen 4. dan træner flyvespark på tømmerpladsen bagved Hvalsø savværk.